Fra vinduespudser til aktiemillionær

Heine Andersen fra Karup lever af at handle aktier dagen lang. Han startede med 30.000 kr., men er nu aktiemillionær.

I 70'er-parcelhuset i Karup har Heine Andersen sit helt eget mikro-Wall Street på kontoret. En hel væg af computerskærme giver ham mulighed for at følge med i det aktiemarked, han lever af.

Som daytrader er det nemlig hans job at aflure, hvordan nogle af de største virksomheder i verden klare sig, så han kan købe og sælge aktier med så stor fortjeneste som muligt.

Det var sygdom, der for 10 år siden fik ham til at prøve kræfter med nye brancher.

- Jeg tænkte, at sådan noget som aktier det måtte jo være til at finde ud af at lære, siger han.

Før sygdommen havde han sin egen rengøringsvirksomhed. I dag kan han kalde sig daytrader på langt mere end fuld tid.

- Der er perioder, hvor han er meget stresset, synes jeg. Og så er der selvfølgelig det der med, at han arbejder 80 timer om ugen, siger hans kone Jeanette Andersen.

Ifølge Heine Andersen selv har de 30.000 kroner, han startede med, i dag vokset sig til et beløb mellem tre og fire millioner kroner.

- Jeg tror, jeg er god til ikke at tage mine følelser med ind i det. Hvis jeg har en dag, hvor jeg har tabt 100.000 eller 200.000 euro, så er der en ny dag i morgen, og så må vi se, om vi kan tjene dem tilbage.

Heine Andersens mål er i første omgang at tjene tre millioner efter skat. Så kan han nemlig tillade sig selv at skære ned til arbejdsuge på 37 timer.

04:41 Luk video