Fra svineproduktion til spa-eventyr

En landmand fra Holmsland Klit vil lave sin fædrene gård om til et spa-resort. Det er der mere fremtid i end at være svineproducent, mener han.

landmandskifterspor_0.jpg

Claus Ottosen er svineproducent på Holmslands Klit. Men nu vil han lave hele herligheden om til et lækkert spa-resort for den kræsne kunde, i stedet.

- Grise er måske ikke det, vi skal satse på i Danmark. Og slet ikke et sted, hvor vi ligger så naturskønt, som vi gør her, forklarer Claus Ottosen.

100 naboer til kaffe

I dag havde Claus Ottosen så inviteret alle naboerne til kaffe, så de kunne høre om planerne og give deres besyv med. Naboerne består af ca 100 sommerhusejere, så der var gang i kaffekanderne. Heldigvis kvitterede gæsterne med at være positive overfor ideen.

- Det er en meget spændende ide og et godt initiativ. Svinefarmen har aldrig generet os, men det vil være en forskønnelse af området at få fjernet noget industri og få nogle smukke huse i stedet, hvis det bliver resultatet, siger Jenny Skytte som er nabo og sommerhusejer. Hun er dog en anelse betænkelig ved mængden af trafik i området, hvis feriecentret bliver en realitet.

Forretningsplanen ligger klar

Gården har været i familiens eje siden 1816, hvor slægten startede med at drive landbrug. Claus overtog selv gården i 2006.

Der er allerede lavet en ambitiøs forretningsplan for feriecentret med 300 huse. Claus Ottosen forhandler i øjeblikket med flere interesserede investorer til projektet, der vil koste en halv milliard kroner.