Fra Serie 2-spiller til landsholdsprofil

Henrik Dalsgaard har på det seneste været fast inventar på det danske fodboldlandshold, men hans start på karrieren var i meget ydmyge omgivelser.

Henrik Dalsgaard fra kampen mod Montenegro.
Henrik Dalsgaard fra kampen mod Montenegro.
Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Henrik Dalsgaard spillede søndag en fin kamp som højre back for herrelandsholdet i fodbold, da Danmark sikrede sig en playoff-plads ved at spille 1-1 mod Rumænien. Dermed kan Danmark stadig spille sig til verdensmesterskaberne. 

Til daglig spiller Henrik Dalsgaard i den næstbedste række i England, hvor han tørner ud for Brentford FC og indtil videre har været på banen i 10 kampe. Men hans karriere startede i Midtjylland.

I 2008 spillede han i midtjyske serie 2-klub, Møldrup-Tolstrup IF. Han var topscorer i rækken som 19-årig angriber, og dengang vidste de godt selv i klubben, at han var for god til serie 2. 

- Han er i hvert fald for god til at spille serie 2, sagde fodboldformanden Eigil Jensen til TV MIDTVEST d. 8. oktober 2008. 

Direkte til Superligaen

Det er sjældent, at spillere tager springet direkte fra seriefodbold til den bedste danske fodboldrække, men det var hvad Henrik Dalsgaard gjorde. Han havde tilbud fra Viborg, Skive og AaB, og han endte med at tage turen til AaB i 2008. 

I AaB havde de deres forbehold, inden de tog ud og kiggede på spilleren fra Møldrup. 

- Vi hørte jo om en angriber fra Møldrup, som gik og lavede en masse mål og... Lige når man hører serie 2, så siger man: "Kan det nu også lige lade sig gøre for ham at udvikle sig til en SAS-ligaspiller", sagde den tidligere direktør i AaB, Lynge Jakobsen til TV MIDTVEST d. 12. december 2009. 

Det lykkedes dog til fulde. Han blev hurtigt en fast del af spillertruppen for Aalborg. Han blev dog over tid omskolet til at være forsvarsspiller. 

Udlandet og Landshold

I 2016 blev Henrik Dalsgaard for første gang kaldt ind i landsholdstruppen i 2016, hvilket han var rigtigt glad for. 

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad og stolt. Og lidt overrasket også, sagde Henrik Dalsgaard til TV MIDTVEST d. 23. marts 2016. 

Siden har han været på banen i otte landskampe, og han har været en vigtig del af den danske landsholdstrup i denne kvalifikationsrunde til VM. Blandt andet med en assist i sejren over Montenegro. 

Om oplevelsen med at spille på landsholdet sagde Henrik Dalsgaard efter gårsdagens landskamp mod Rumænien.

-  Det er dejligt, og altid en stor oplevelse at spille for landsholdet. Det er fedt at være på et godt hold, med sindssygt mange gode spillere. Jeg suger bare til mig, når jeg spiller ved siden af Simon Kjær, der har prøvet en del flere ting end mig, sagde forsvarsspilleren til Bold.dk

I 2016 skiftede Henrik Dalsgaard Aalborg ud med Belgien, da han skiftede til Zulte-Waregem i den bedste belgiske række. Her nåede han at spille 35 kampe og score ni mål. Nu spiller han i engelske Brentford. 

1:56
INDSLAG FRA 2016: I 2008 spillede Henrik Dalsgaard serie 2 i Møldrup, men siden har karrieren taget fart i et uhørt tempo, og nu er han klar til at trække i landsholdstrøjen.