Fra i dag stiger ejerafgiften på nye biler - skal du betale mere?

​Er din bil indregistreret efter den 3. oktober sidste år, stiger ejerafgiften fra i dag.

Omlægningen af afgifter træder i kraft den 1. juli 2018.
Omlægningen af afgifter træder i kraft den 1. juli 2018.
Foto: Dennis Lehmann / Ritzau Scanpix

Hvis du kører rundt i en bil, der blev registreret første gang efter den 3. oktober 2017, så vil din grønne ejerafgift stige, når du skal betale ejerafgift næste gang efter den 1. juli 2018.

Det skriver FDM på organisationens hjemmeside.

Prisstigningen kommer i kølvandet på efterårets nedsættelse af registreringsafgiften, hvor nogle biler faldt helt med helt op til 60.000 kroner. En del af finansieringen af den markante prisreduktion skal nu dækkes ved en lille prisstigning på de løbende ejerafgifter for nyere biler.

FDM glade for omlægningen

Hos FDM er man tilfreds med de nye regler, som er helt i tråd med de anbefalinger, organisationen har givet politikerne.

- Vi arbejder for tekniske afgifter, der skal være med til at fremme miljøvenlige og sikre biler, og vi ønsker, at der skal være løbende afgifter i forbindelse med bilejerskabet frem for én stor afgift ved købet af bilen, siger Torben Lund Kuds, der er afdelingschef i økonomi- og politisekretariatet i FDM.

- De løbende afgifter vil reducere bilejerens udgifter til finansiering og forsikring, da lavere registeringafgift også betyder mindre hovedstol på billånet og indre forsikringsrum, lyder det.

I gennemsnit beløber prisstigningen på ejerafgiften sig til næsten 500 kroner om året – altså cirka 250 kroner per halvår.