Føtex-røver slog til 2 dage i træk

Føtex-røver slog til 2 dage i træk

Første gang slap han - nu er han fængslet. 40-årig mand røvede Føtex i Herning 2 dage i træk.

Fredag klokken 19.50 fik politiet en anmeldelse fra Føtex i Herning om at personalet var løbet efter en butikstyv. Han havde truet dem vold, og dermed var der juridisk tale om røveri i stedet for tyveri. 

Politiet fik fanget manden efter et godt signalement fra personalet. Den 40-årige mand fra Aarhus blev dog løsladt igen, da politiet ikke skønnede, det ville føre til en fremstilling bl.a. på grund af det faktum, at manden ikke var en kending af politiet.

Lørdag morgen kl. 8.37 skete nøjagtigt det samme igen. Manden var vendt tilbage, lavede tyveri i Føtex, personalet fulgte efter, manden truede personalet, og politiet kom og fangede manden.

Men denne gang fik han ikke lov at gå igen, for nu er han en kending af politiet og fremstilles søndag i grundlovsforhør, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi René Pagh med et dybt suk.