Høfde 42: Forurenet jord kan renses ved hjælp af opvarmning

Forsøg med at rense forurenet jord fra Cheminovas depot ved Harboøre har vist sig vellykket.

Forsøget med at rense den forurenede jord ved Høfde 42 blev sat i gang i 2018.
Forsøget med at rense den forurenede jord ved Høfde 42 blev sat i gang i 2018.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Det kan lade sig gøre at rense forurenet jord fra kemifabrikken Cheminovas depot ved Høfde 42 ved Harboøre. Det viser erfaringerne ifølge DR P4 Midt & Vest fra et forsøg med opvarmning af 40 tons sand.

- Det er lykkedes os at fjerne alle pesticider, og vi har fjernet 99,5 procent af kviksølvet, så vi er rigtig godt tilfredse, siger Søren Eriksen, der er kemiingeniør hos virksomheden Krüger A/S.

Forureningen ved Høfde 42 skete tilbage i 1950'erne og 1960'erne i forbindelse med Cheminovas udledning af spildevand og deponering af fast affald i klitterne tæt ved havet.

To rensningsforsøg i gang

Sidste sommer blev 130 ton forurenet jord fjernet, så to virksomheder kunne afprøve nye metoder til at rense jorden. Krüger A/S har testet en metode, hvor man opvarmer jorden til 350 grader ved hjælp af elektriske varmelegemer. Efterfølgende behandles dampene, så de kan renses for pesticider og kviksølv.

Sideløbende kører et andet forsøg, hvor virksomheden Fortum Waste Solutions A/S renser jorden med væske under tryk.

Region Midtjylland har endnu ikke fået en formel melding om, hvordan det går med sidstnævnte forsøg. Alligevel er formanden for udvalget for regional udvikling i regionen, Jørgen Nørby, optimistisk baseret på erfaringerne fra det første forsøg.

- Nu er der en løsning på, hvordan man ved hjælp af ny teknologi kan rense jorden. Derfor må regeringen og Folketinget leve op til det, de har sagt, nemlig at de i 2019 vil tage fat på at løse problemerne med de store generationsforureninger, siger Jørgen Nørby (V) til Ritzau.

Minister besøger giftdepotet

Mandag er miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) inviteret ud til Harboøre Tange for at se giftdepotet.

- Nu har det første forsøgsprojekt vist, at man kan rydde op. Så jeg har da en klar forventning om, at han møder op og har en pose penge med, siger Jørgen Nørby.

Tidligere beregninger viser, at det vil koste mellem 250 og 600 millioner kroner at fjerne forureningen ved Høfde 42. Det er en regning, som Region Midtjylland ikke ser sig i stand til at betale uden statslig involvering.

2:11
Indslag fra den 23. oktober 2018: Et af de to forsøgsprojekter som tidligere i år blev sat i gang i håbet om at rense det forurenede sand ved Høfde 42 viser meget lovende resultater.