Fortrøstningsfuld HCM-formand: Det er ikke slut endnu

Formand Thomas Hintze fortæller, at han er i kontakt med nye sponsorer, som han håber, vil redde klubben.

3:26
Se det fulde interview med Thomas Hintze lige her.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Vi kunne tidligere i dag fortælle, at spillerne i håndboldklubben HC Midtjylland efter dagens kamp ville få besked om klubbens fremtidige skæbne. Det sker, efter at klubben i længere tid har været i alvorlige økonomiske problemer.

Men fremtiden er stadig uvis, fortæller formand Thomas Hintze.

- Her i 11. time er der kommet nogen, der gerne vil klubben. De har fundet nogle muligheder og måske nogle ekstra penge, og det har de fået 10 dage ekstra til at finde ud af. Jeg har hele tiden sagt, at spillerne kommer i første række, så hvis der er nogen, der har behov for at skifte i julepausen, så skal de have god tid til det. Derfor er deadlinen rykket frem til den 15. januar, som er absolut sidste chance for at melde noget ud, siger Thomas Hintze og tilføjer:

- Det er det, vi skylder spillerne og resten af de ansatte og truppen omkring holdet.

Det er ikke slut endnu

Da Thomas Hintze gik ind i HCM for to år siden, medbragte han ti millioner kroner, der skulle løfte budgettet de følgende tre sæsoner. Men selv om det i 2016 lykkedes at vinde pokalturneringen, har nye sponsorer ikke just stået i kø.

Derfor er Thomas Hintzes millioner allerede brugt, men det får ham ikke til at give op.

- Der er ikke noget, der er definitivt slut endnu. Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg har haft et godt møde i dag med nogle nye sponsorer, som kunne se nogle muligheder. Der er nogle ting, der skulle gå op i en højere enhed, og det ville de lige arbejde på, siger forklarer han.

HC Midtjylland overvintrer på 11.-pladsen i 888 Ligaen efter holdet her til aften tabte hjemme med 17-27 til TTH Holstebro.

2:48
Se indslaget her.