Forsvarsforlig: Skive-borgmester føler sig forbigået

Peder Christensen, som er fungerende borgmester i Skive Kommune, er skuffet over regeringens udflytning af statslige arbejdspladser. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Forsvarsforlig: Skive-borgmester føler sig forbigået

Fungerende borgmester i Skive, Peder Christensen, er utilfreds med, at Skive ikke får del i de nye arbejdspladser.

I forsvarsforliget står der, at der skal tilføres et antal støttefunktioner til Skive Kasserne. Men samtidig skal der også gennemføres besparelser. 

Ifølge fungerende borgmester i Skive, Peder Christensen, betyder det, at effekten reelt set er meget tæt på nul.

- Kasernen er tydeligvis et af vores stærkeste kort, og det ville være naturligt, hvis man valgte at styrke Skive netop på dette område. Selv om jeg har respekt for de militære faglige hensyn, må jeg konstatere, at vi endnu engang står tilbage, tilsyneladende uden at Skive har fået noget ud af de aftaler, der indgås på Christiansborg. Efter min mening er det et tydeligt tegn på, at Skive har behov for stærkere lokalpolitisk repræsentation på Christiansborg, siger Peder Christensen.

Føler sig forbigået igen

Skuffelsen er ekstra stor hos socialdemokraten, fordi han også føler, at Skive i nogen grad blev forbigået, da regeringen foretog en udflytning af statslige arbejdspladser. 

Jeg mener, at det er påfaldende, at Skive gang på gang bliver forbigået.

Peder Christensen

- Jeg mener, at det er påfaldende, at Skive gang på gang bliver forbigået. Vi fik kun tilført 15 ekstra arbejdspladser til Skattecenter Skive i forbindelse med regeringens udflytning af statslige arbejdspladser. Jeg skal indrømme, at vi derfor havde et håb om, at vi ville få noget mere i forbindelse med forsvarsforliget, siger han.

Fordeling kan nå at ændre sig

Det er dog stadig ikke udelukket, at Skive alligevel får flere arbejdspladser ud af forsvarsforliget, end Peder Christensen lige umiddelbart forventer.

Forsvarschef Bjørn Ingemann Bisserup udarbejder i løbet af året den endelige plan for implementeringen af forliget. Det vil først være i den forbindelse, at den endelige fordeling af de 200 nye arbejdspladser, som forliget tilfører Region Midtjylland, står klart.