Forsvarsadvokat inden blodtappersag: - Har ikke hørt om noget lignende

En 36-årig kvinde fra Skjern er under tiltale for at have udført medicinsk børnemishandling mod sin lille søn. Sagen skal for retten i Herning mandag.

Forsvarsadvokat René Knudsen.
Forsvarsadvokat René Knudsen.
Foto: Kevin Kjær Lauridsen, TV MIDTVEST

Kvinden fra Skjern, der er tiltalt for at have tappet sin søn for blod over en femårig periode, har delvist erkendt sig skyldig i anklagen, allerede inden sagen har været for retten.

Det fortæller kvindens forsvarsadvokat, René Knudsen.

- I forbindelse med grundlovsforhøret forklarede min klient, at hun til en vis grad er enig i det, anklagemyndigheden mener - nemlig, at der er tappet noget blod. Mængder og omfang er der ikke enighed om på nuværende tidspunkt.

- Og i forhold til sagen, så er der rejst tiltale efter straffelovens paragraf 246, som er den groveste voldsbestemmelse, man kan rejse en sag efter, og deri nægter min klient sig skyldig, siger René Knudsen.

Varetægtsfængslet i 16 måneder

Kvinden har siddet varetægtsfængslet, siden hun blev anholdt på sin adresse i Skjern den 25. september 2017.

Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger anholdt politiet hende efter at have videoovervåget hendes hus i ugevis.

Politiet befandt sig under overvågningen i nabohuset til det rækkehus, hvor kvinden boede.

Hun er nu under anklage for at have tappet en halv liter blod fra sin søn cirka en gang om ugen, hvilket har gjort drengen så syg, at han har modtaget 110 blodtransfusioner gennem sit liv. 

Ikke set i 30 år

Eksperter har siden anholdelsen peget på, at moderen kan lide af den sjældne sygdom Münchausen by Proxy, også kendt som medicinsk børnemishandling. En sygdom, hvor en voksen, ofte mødre, i værste tilfælde fremprovokerer sygdomssymptomer hos barnet.

- Det er meget, meget usædvanligt. Jeg har ikke hørt om noget lignende, og jeg tror også, der vil gå mange, mange år, før vi ser noget lignende igen, siger René Knudsen.

Faktisk skal vi helt tilbage til 1989 for at finde en lignende sag. Dengang blev en mor fra Nørre Snede idømt seks års fængsel for at skade sit ene barn og dræbe sit andet.

Her blev moderen afsløret i at kvæle sin dreng med en plastikpose på Kolding Sygehus, efter politiet satte videoovervågning op på hospitalet.

Blodtappersagen fra Skjern skal for retten i Herning mandag den 28. januar, og der er i alt afsat fem retsdage til sagen.

10:42