Forsvarets største fagforening flytter til Herning

Forsvarets største fagforening flytter til Jylland. De nye kontorer i Herning står klar i midten af august.

Foto: Scanpix / Henning Bagger

I disse dage høres stadig den sidste hamren og banken i lokalerne på Bryggergade 10 i Herning.

Men fra midten af august flytter de nye beboere ind. Centralforeningen for Stampersonel, som er Forsvarets største fagforening, opretter nemlig et jysk sekretariat.

I øjeblikket er CS samlet i København, hvor man er tæt på Forsvarets ledelse og Christiansborg. Men i takt med at flere og flere af medlemmerne har deres faste gang på de jyske tjenestesteder ønsker fagforeningen også at være tæt på dem.

- For os er det vigtigt at være der, hvor en stor del af vores medlemmer er. Med det nye sekretariat styrker vi vores tilstedeværelse i det jyske, så medlemmerne oplever hjælpen tættere på, og vi kan bistå dem med de mange udfordringer, som de oplever i arbejdsdagen pga. adskillige sparerunder og samtidig flere krav og arbejdsopgaver, siger formand i CS Jesper K. Hansen i en pressemeddelelse.

Og valget er faldet på Herning, som for det første ligger geografisk i midten af både Jylland og med en overskuelig afstand til de forskellige flyvestationer, militærbaser og havne. CS blev oprindeligt stiftet i Herning, hvor sekretariatet var placeret frem til 1990, hvor man rykkede nærmere de politiske beslutningstagere i København.

Centralforeningen for Stampersonel

CS organiserer både civilt og militært ansatte i forsvaret og har forhandler på vegne af:
  • Befalingsmænd i hæren, flyvevåbnet, søværnet, hjemmeværnet og redningsberedskabet
  • Konstabler og specialister i flyvevåbnet, søværnet og redningsberedskabet
  • Forsvarets civile tjenestemænd (civil-etaten)
CS varetager medlemmernes fagretslige interesser, herunder sikrer, at det enkelte medlems lønforhold samt sociale, beskæftigelses-, uddannelses- og arbejdsmiljømæssige vilkår er i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået med forsvaret.

Kilde: Centralforeningen for Stampersonel