Forsvaret skal betale motorvejen

Forsvarsministeren vil finde besparelser på 2,5 milliarder, som skal bruges til den vestjyske motorvej.

290812_Motorvejsskilt.jpg

Massive besparelser på forsvaret skal være med til at finansiere den kommende motorvej mellem Holstebro og Herning.

Det fremgår af et udspil fra forsvarsminister Nick Hækkerup (S), som Berlingske er kommet i besiddelse af.

- Forligspartierne er enige om, at frigjorte midler i 2013 og 2014 på samlet set cirka 2,5 milliarder kroner anvendes til udbygningen af strækningen Holstebro-Herning til en motorvej, står der i udspillet, som ministeren har præsenteret for partierne.

Nedrigt og en svinestreg

Forsvaret møder dog straks kraftig modstand fra Dansk Folkepartis Søren Espersen, som mener, at Nick Hækkerup har lavet en forhåndsaftale med Venstre og de Konservative.

- Jeg ser det som Venstres værk for at revanchere sig i sagen om nedlæggelsen af sygehuset i Holstebro, og det er nedrigt og en svinestreg, når folk i forsvaret er bange for deres kaserner og job, siger Espersen til Berlingske.

Hækkerup: Ingen studehandel

Forsvarsminister Nick Hækkerup afviser over for Ritzau, at han har indgået en forhåndsaftale med Venstre og konservative.

- Jeg laver ikke studehandler. Jeg fører mine forhandlinger med alle partier ved forhandslingsbordet, siger han.