Forsvaret: Ingen tegn på olieudslip

Intet tyder på, at installationsfartøjet, der er kæntret ud syd for Hvide Sande, lækker olie.

Redningsaktion, Sea Worker.
Redningsaktion, Sea Worker.
Foto: Søren Christian Vibæk Larsen

Et installationsfartøj til havvindmøller er væltet ud for kysten syd for Hvide Sande. Myndighederne har hele dagen undersøgt stedet, men har ikke fundet tegn på olieudslip. 

- Vi har fået omdirigeret et tysk miljøfly, så det fløj ud over området for at konstatere, om der skulle have været nogen form for udslip i form af olie eller andet fra vraget. Det, man har kunnet konstatere for nuværende, er, at der ikke er tegn på nogen form for udslip fra vraget, ud over at der selvfølgelig ligger noget vraggods rundt omkring og driver, forklarer vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter.

Forsvaret har derudover sendt to miljøeksperter ud til det kæntrede installionsfartøj, der lige nu ligger med bunden i vejret. Heller ikke de har kunnet se tegn på, at fartøjet lækker olie.

Arbejdet er dog endnu ikke ovre.

- Fremadrettet holder vi selvfølgelig øje med situationen ude i området, og hvad der skal ske med selve fartøjet, er ikke op til mig at afgøre. Det er op til ejeren af fartøjet, forklarer vagtholdslederen.