Forsvaret bliver mere jysk

Antallet af militære stillinger i Jylland er nu næsten dobbelt så stort som på Sjælland.

jyskforsvar.jpg

Nye tal fra forsvaret viser, at der nu er 9.200 jyske soldater mod 5.100 soldater på Sjælland. Ifølge Berlingske er der i Region Hovedstaden 548 indbyggere per soldat, mens der i f.eks. Region Nordjylland blot er 161 indbyggere per soldat.

Udviklingen fortsætter

Forsvarets Auditørkorps og en stor del af de hidtidige stillinger i Forsvarskommandoen i København skal også til Jylland. Det vil ifølge avisen sammenlagt betyde, at Jylland vil vinde flere hundrede stillinger fra Sjælland. Det nordjyske folketingsmedlem fra Socialdemokraterne Bjarne Laustsen mener dog, at der stadig er plads til flere soldater i Nordjylland:- Flere forsvarsministre har sagt til mig, at hvis vi flytter flere soldater til Nordjylland, så synker Nordjylland i havet under vægten. Men der er god plads for os, for desværre flytter gennemsnitlig 400 mennesker fra Nordjylland hvert år, fastslår Bjarne Laustsen over for Berlingske.

Også Midt- og Vestjylland står stærkt militærmæssigt med store kaserner, og så sent som i september blev det besluttet, at forsvarets auditørkorps skal samles i Viborg.