Forsvarer fastholder svineproducenters uskyld

Grønhøj Produktion blev tirsdag fundet skyldige i sagen om fund af ulovligt antibiotikum. Svineproducenternes forsvarer holder fast i deres uskyld.

Svin-3.jpg

Tirsdag faldt der dom i sagen om fund af ulovligt antibiotika hos Grønhøj Produktion. De to svineproducenter er blevet dømt skyldige for ulovligt brug af medicin i deres svinebesætninger samt manglende tilsyn med medicineringen.

Dommen møder modstand fra svineproducenternes forsvarer Lauge Fastrup. Han er overrasket over, hvor lidt hans forsvar fylder i dagens dom.

- Vi synes faktisk, vi havde lavet et rimeligt stort stykke arbejde i punkt for punkt at tilbagevise de anklager, der har været, og det har man så ikke lyttet på, siger forsvarer Lauge Fastrup.

Problem med prøveudtagninger

Sagen begyndte i 2014, da Fødevarestyrelsen fandt 50 kilo Tetracyklin i brændeskuret hos Grønhøj Produktion.
Efterfølgende viste 10 ud af 11 af Fødevarestyrelsens prøver spor af antibiotika i de to svinebesætninger.

Prøveudtagningerne var en af de ting, Lauge Fastrup stillede spørgsmålstegn ved i retten.

- Selvom det er bevist rimelig grundigt, at der er fejl og mangler ved alle prøverne, så bliver det ændret i dommen til, at der kun fejl i visse prøver, siger Lauge Fastrup.

Anklager er tilfreds

Grønhøj Produktion, hvor Christian Nors er direktør, er blevet dømt til at betale 150.000 kroner i bøde. Partneren Esper Goul Jensen skal betale 60.000 kr gennem sit firma Goul Aps 2011 og 50.000 kr. personligt.

Modsat svineproducenternes forsvarer, er anklageren i sagen godt tilfreds med dagens dom. 

- Jeg er særligt glad for, at man kan sige, at man har dømt i fuld overensstemmelse med tiltalen. Der er ikke en eneste påstand fra forsvarerens side, der er givet medhold i, siger Janni Vrelits, som har været anklager i sagen. 

Lauge Fastrup har anket dommen til landsretten.

 

2:01
To svineproducenter er i dag idømt bøder i sagen om ulovlig brug af antibiotika i deres besætninger.