Første uheld på ny motorvej

Der gik ikke længe før det nye stykke motorvej mellem Silkeborg og Aarhus fik sit første uheld.

Selvom de nye 11 km. motorvej fra Låsby til Hårup blev indviet kl. 11.30, fik bilisterne først lov til at køre på den nye strækning omkring kl. 15. Og der skulle kun gå et par timer, før der skete det første uheld på strækningen.

Kl. 17.28 ringer en 52-årig kvinde til politiet og fortæller, at hun er kørt i grøften på motorvejen. Hun var dog ikke kommet til skade, og ville selv sørge for at Falck kom og transporterede bilen væk.

Ifølge flere bilister som TV MIDTVEST har været i kontakt med, var der kø på det nye stykke motorvej sidst på eftermiddagen.