Første internationale efterskole

Fra næste skoleår vil Vedersø Idrætsefterskole åbne en helt ny international efterskole. Og det er den allerførste af sin art i Danmark.

skole130919.jpg

Det bliver en Danmarkspræmiere, når idrætefterskolen i Vedersø åbner den nye internationale linje. Der er plads til 60 elever, og de skal alle kommunikere på samme sprog, uanset hvor i verden de kommer fra. Al undervisning foregår på engelsk, og der er forventning om, at eleverne også snakker engelsk i deres fritid.

- Jeg ville faktisk have det meget godt med det. Jeg kan rigtig godt lide engelsk og finder det næsten nødvendigt, at vi allesammen skal lære det og kan det rigtig godt, siger Niels Møller, elev på efterskolen.

Det ligger fint i tråd med de tanker, der er omkring det, at unge skal udfordres meget mere i udskolingen. Vi ved, at sprog og kulturforståelse er utrolig vigtigt i den globaliserede verden, siger Bo Ravn, Leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Nordvestjylland.

Efterskolen får fælles administration med Vedersø Idrætsefterskole og vil desuden være selvstyrende. Trods den megen engelsk er det fællessang, sammenhold og danske traditioner, der skal danne grundlag for den nye efterskole og forhåbentlig være med til at tiltrække elever fra andre lande.

- Den store udfordring for en type efterskole som den her vil være, hvor ligger det fællesskabsdannende, og det er jo det, vi fokuserer på, når vi placerer dem i klasser. De er på en efterskole, de er i en efterskoleramme, og den er tryg, siger Rolf Ebbesen, afdelingsleder for den nye, internationale efterskole "The International.

Eleverne på efterskole skal være forberedt på, at der vil være hele 28 rejsedage indlagt i skoleskemaet.

Se her indslaget fra vores nyhedsudsendelse klokken 19.30:

1:41
Fra næste skoleår åbner en ny international efterskole i Vedersø. På skolen skal både elever og lærere tale engelsk.