TV MIDTVEST

Første gylle til Maabjerg

I dag ankom den første ladning gylle til Maabjerg BioEnergy, men på Mors advarer de mod alt for høje forventninger.

I dag ankom den første lastbil med 32 tons svinegylle til Maabjerg BioEnergy. Dermed kan de første prøver og trimninger af produktionen, på verdens største biogasanlæg, begynde.

Skuffende erfaringer fra Mors

For knap tre år siden åbnede et mindre, men lignende biogasanlæg på Mors. Her var forventningerne høje, som de var i Maabjerg i dag, men virkeligheden blev en helt anden. Der var ikke den energi i gyllen, som man havde regnet med.

- Det var da en forventning, at vi kunne holde vores budget stort set fra dag et, men det kunne vi ikke. Det gør, at vores egenkapital i dag er væk, siger formanden for Morsø BioEnergi Anders Bovbjerg.

Erfaringerne fra Mors kan dog ikke ødelægge den gode stemning, der var i Maabjerg ved Holstebro i dag.

- Vi har etableret et anlæg i en helt anden skala, og så har vi nogle andre råvareleverancer udover gylle, som er med til at booste gasproduktionen. Så det er to anlæg, man kan overhovedet ikke sammenligne dem, siger Kristian Gade, der er formand for leverandørforeningen ved Maabjerg BioEnergy.  

Først til april forventes anlægget at køre på fuld kraft, når Maabjerg BioEnergy står helt færdig.