Forsøgte at brække pengeautomat op

Anholdt med baseball bat i en bil med stjålne nummerplader efter tyveriforsøg i Thy.

ThistedPolitiDoer.jpg

To unge mænd havde på ingen måde heldet med sig, da de natten til tirsdag forsøgte at brække en pengeautomat op ved Lavpris Benzin i Bedsted.

Det lykkedes dem aldrig at nå ind til kontanterne, og da de kørte fra stedet i retning mod Thisted, blev de standset af en politipatrulje, der havde fået et tip om, hvad der var sket.

De to unge mænd, der kommer fra Silkeborg-egnen, blev begge anholdt, og lokalpolitiet i Thisted skal nu tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen.

Den 19-årige mand, der kørte bilen, var i øvrigt frakendt kørerkortet, og han blev også sigtet for overtrædelse af våbenloven, idet betjentene fandt et baseball bat i bilen.

Dertil kommer, at bilen var forsynet med et sæt stjålne nummerplader.