Forsøg med fire dommere

Der bliver dobbelt op på dommere, når der bliver spillet Super Cup-finaler i Skjern Bank Arena. (Arkivfoto)

050715dommer.jpg

Som et forsøg bliver der sat hele fire dommere på Super Cup-finalerne i august. Det skriver Divisionsforeningen Håndbold i en pressemeddelse.

Det er et ønske fra det internationale håndboldforbund (IHF), der gør, at Danmark for første gang har fire dommere på banen.

-IHF har fremsat et ønske om, at vi afprøver en konstellation, hvor fire dommere i stedet for de klassiske to skal dømme kampene. Den overordnede tanke er at udvikle håndboldspillet, så det kan blive endnu mere seværdigt for publikum og Tv-seere. Der er sket en stor udvikling i den fysiske del af håndboldspillet, og nogle mener, at det er blevet for hårdt, og at det kan være svært for to dommere at opfange alt, hvad der sker. Måske af den grund går spillerne indimellem mere ureglementeret til værks. Med fire dommere er tanken, at der bedre kan gøres op med unoderne, så spillet i sidste ende bliver mere flydende og seværdigt, fordi det ikke kan betale sig at lave unoderne, siger Bjarne Munk Jensen, der er elitieansvarlig i dommerudvalget.

Der vil være to ekstra dommere i begge finaler. I kvindernes finale står FCM Håndbold over for Team Esbjerg, mens det i mændendes finale er Skjern Håndbold mod KIF Kolding København.

- Jeg vil gerne understrege, at det er en forsøgsordning, vi har indvilget i at afprøve i to betydende kampe. TV 2 vil til de to Super Cup kampe sætte ekstra kamerafokus på de fire dommere, og vi vil efterfølgende nøje evaluere forløbet og bruge kampene som vigtig læring. Hvad det i sidste ende vil medføre, ved vi ikke, men vi er generelt positive over for tiltag, der kan gøre sporten endnu mere seværdig, slutter Bjarne Munk Jensen.

Kampene bliver spillet i Skjern Bank Arena den 20. august.