Forsøgte at sætte ild til hus, mens beboeren var hjemme
Handlekraftige forbipasserende opdagede hurtigt ilden og fik den slukket.
Det kunne være gået helt galt i går aftes klokken 21:50, da der blev sat ild ved døren til at rækkehus på Herningvej i Holstebro.
Gerningsmanden havde sat en stol og noget tøj op ad døren til huset og sat ild til det. Imens var beboeren, en 53-årig mand, hjemme uden at have opdaget noget.
- Forbipasserende ser heldigvis ilden og får det slukket, allerede inden brandvæsnet når ud, fortæller Knud Lauridsen fra Holstebro Politi.
26-årig anholdt
Politiet formoder, at en 26-årig mand står bag ildspåsættelsen. Han er derfor anholdt.
- Vi mener, at hensigten har været brandstiftelse. Den 26-årige kender manden, der bor i huset, fortæller Knud Lauridsen.
Den 53-årige beboer kom ikke til skade under episoden, som politiet fortsat efterforsker.