Forslag: Vil lukke Thyborøn kanal

Et gammelt forslag om at lukke Thyborøn Kanal kommer op til overfladen igen, efter Bodil hærgede landsdelen sidste uge.

ThyboronKanal150.jpg

Stormen Bodil har lagt sig over Thyborøn. Det har fået et gammelt forslag om at bygge en dæmning og lukke Thyborøn Kanal til at dukke op igen.

- Projektet indebærer at bygge en syv meter høj dæmning fra en høfde på den ene side af kanalen, til en høfde på den anden side, siger Jørgen Bülow Beck, der er ingeniør ved Havnecon Consulting i Lemvig, og ideens bagmand.

Forslaget blev stillet for første gang i 2005, men ødelæggelserne efter stormen Bodil, har fået ideen til at blusse op igen. Det vil koste 3,5 mia. kroner at gennemføre.

- Fordelen er, at vi får kontrol med, at der ikke kommer indpumpninger i fjorden, siger Jørgen Bülow Beck.

Anbefaler ikke en dæmning

I september sidste år fremlagde kystdirektoratet en rapport med løsningsforslag på at undgå ødelæggelser som dem Bodil førte med sig. Rapporten konkluderer at den bedste løsning ikke er en dæmning over kanalen.

- Vi anbefaler at man indsnævrer kanalen, ved at udbygge de høfder vi har i forvejen. Og derudover lave en bundsikring af selve kanalen, siger Signe Marie Ingvardsen, der er miljøkoordinator ved Kystdirektoratet.

Ikke bedste løsning

Stormens mange ødelæggelser og oversvømmede limfjordshavne, fik i går Lemvigs borgmester til at opfordre Staten til at følge kystdirektoratets anbefaling. Selvom en nybygget dæmning måske kan regulere vandstanden i limfjordshavnene bedre, vil borgmesteren ikke lukke Thyborøn Kanal.

- Jeg er ikke overbevist om, at en dæmning er den bedste løsning, undersøgelser viser at en forlængelse af høfde 59 vil indskrænke indstrømningen af vand, siger Erik Flyvholm.