Forslag til nye besparelser på supersygehuset i Gødstrup

Et nyt katalog over mulige besparelser på supersygehuset i Gødstrup foreslår blandt andet betalt parkering og mindre skønne udearealer

Sparekniven har allerede flere gange været svunget over det nye supersygehus i Gødstrup, fordi en række licitationer har kostet mere end forventet.

Men byggeriet må ikke overskride de i alt 3,15 milliarder kroner, der er afsat, og derfor er Region Midtjylland blevet bedt om at lave en liste med forslag til nye mulige besparelser, der kan iværksættes, hvis byggeriet endnu engang går over budget.

Det skriver aoh.dk

På listen er der mulige besparelser for i alt 27,1 millioner kroner, som blandt andet kan ramme sygehusets udearealer, kapel og muligheden for at parkere gratis.

- Vi har valgt en håndfuld emner ud fra den vinkel, at det - selvom det efterhånden er ved at være svært - ikke må være noget, der direkte påvirker sygehusets kernefunktion, altså behandling af patienter, siger hospitalsdirektør Poul Michaelsen fra Hospitalsenheden Vest til aoh.dk.

Mindre skønne udearealer og betalt parkering

Størst besparelse vil der ifølge kataloget være ved at gøre mindre ud af sygehusets udearealer. Her kan man spare 18 millioner.

Fem millioner kroner kan spares ved at lave betaling på parkeringspladserne, og ved sygehusets kapel kan der hentes to millioner kroner ved at lave en billigere afskærmning.

Det nye sparekatalog skal vedtages i regionens forretningsudvalg på tirsdag.