Forskere opdager endnu en ulv

Seniorforsker Lisselotte Wesley Andersen bekræfter, at man har fundet DNA fra en ny ulv i Danmark. Dermed har 19 bekræftede ulve været på besøg. (Arkivfoto)

ulv27.jpg

DNA-spor har afsløret endnu en ulv i Jylland, og dermed ved forskere nu med sikkerhed, at 19 forskellige ulve har været på besøg i Danmark. Det fortæller P4  Midt & Vest.

- Vi har fundet spor af den i det sydvestlige Danmark, og det individ var forskelligt fra de andre, så nu kan vi sige, at vi har haft 19 individer i Danmark, siger seniorforsker Liselotte Wesley Andersen til P4 Midt & Vest.

En enkelt fastboende ulv

Den første af de 19 ulve blev opdaget i 2012, og var den første danske ulv i næsten 200 år. Indtil nu har det hovedsagligt været strejfende hanulve fra Tyskland, der har været på besøg, men der er en enkelt undtagelse på Harrild Hede ved Brande.

- Det er et individ, som vi har fundet syv gange i 2013, og to gange igen i 2014. Så udfra de fund har vi konstateret, at vi har en fastboende ulv i Danmark, siger Liselotte Wesley Andersen til P4 Midt & Vest.