Forsker: V-borgmestre nærmer sig et valg i modvind

Herning-borgmester frygter vælgerlussing ved kommunalvalget. Der er god grund til bekymring, mener Roger Buch.

Roger Buch er forskningschef og kommunalekspert på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Foto: Anders Hviid

Venstre på Christiansborg har det svært. Vælgernes opbakning er dalet, og partiet skal dirigere mellem interesser hos regeringspartneren Liberal Alliance, støttepartiet Dansk Folkeparti og de kommunalt fokuserede borgmestre.

Modgang smitter

I landspolitikken er Venstre i modvind. Og modgangen vil smitte af på partifællerne i kommunerne ved efterårets kommunalvalg.

Det er i hvert fald analysen fra forskningschef Roger Buch. Han forsker blandt andet i kommunalpolitik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Der er rigtig mange hensyn, som en partileder skal tage. Han kan ikke kun tænke på, hvad der vil være godt for borgmestrene, siger 

Roger Buch, forskningschef Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

- Det må holde enhver Venstre-borgmester vågen om natten, at partiet de seneste år har mistet opbakning fra vælgerne. Og at rød blok er gået fra at være i mindretal til at være i flertal i landsdækkende meningsmålinger.

- Fordi så bliver det godt nok svært til kommunalvalget, siger Roger Buch.

I et interview i Danmark Søndag, som er Jysk Fynske Mediers fællessektion, advarer Hernings Venstre-borgmester om, at det vil koste dyrt for hans parti ved kommunalvalget, hvis ikke Venstre ændrer sin politiske kurs.

Krarup har flere kritikpunkter

Borgmester Lars Krarup kritiserer sit partis ageren i spørgsmålene om uddannelsesloft, boligbeskatning, det seneste trafikforlig og i det politiske slagsmål om definitionen af at være dansker.

Men forsker Roger Buch påpeger, at Venstre er nødt til at lytte til sine samarbejdspartnere. Og det har naturligvis betydning for, hvor partiet og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) placerer sig i politiske aftaler.

Liberal Alliance står stærkt og har især opbakning i byerne. Dansk Folkeparti har tiltrukket vælgere fra Venstre og er omvendt stærk i udkantsområderne.

- Der er rigtig mange hensyn, som en partileder skal tage. Han kan ikke kun tænke på, hvad der vil være godt for borgmestrene, siger Roger Buch. 

Læs også Lars Krarup advarer mod Venstres kurs

Nedgang vil fortsætte

Siden 2013 har Venstre mistet 25-30 procent af vælgeropbakningen i landsdækkende meningsmålinger, påpeger Roger Buch. Og nedgangen kommer partiet højst sandsynligt til at mærke, når der er kommunalvalg i november.

- Man plejer at sige, at det vil slå igennem med halv kraft på kommunalt plan, siger Roger Buch.

/ritzau/