Forsker: Umuligt at stoppe car-surfing

Det er ikke muligt at stoppe car-surfing med strengere lovgivning, lyder det fra ungdomsforsker. Man bør i stedet kigge på årsagerne for handlingerne.

Kevin Mogensen, ungdomsforsker på Roskilde Universitet, mener ikke, at en strengere lovgivning vil få folk til at at stoppe med car-surfing. Man bør i stedet kigge på, hvad det er, der får unge til at udføre de livsfarlige lege.
Kevin Mogensen, ungdomsforsker på Roskilde Universitet, mener ikke, at en strengere lovgivning vil få folk til at at stoppe med car-surfing. Man bør i stedet kigge på, hvad det er, der får unge til at udføre de livsfarlige lege.

En 21-årig mand blev torsdag dræbt i en trafikulykke, da han faldt ud foran en modkørende bil og blev dræbt på stedet. Den 21-årige var sammen med to jævnaldrende kammerater i færd med at car-surfe på toppen af en bil, og det kan være svært at undgå lignende episoder i fremtiden.

- Jeg tror ikke, at det kan forebygges eller forhindres. Jeg tror ikke på strengere lovgivning, fordi straffen for at gøre det her i forvejen er ultimativ, siger Kevin Mogensen, ungdomsforsker på Roskilde Universitet.

- Det her er endt med, at nogle unge mennesker er døde, så det handler i stedet om at finde ud af, hvorfor unge mænd vælger at udtrykke en social praksis på taget af en bil i stedet for et andet sted, når de keder sig, siger Kevin Mogensen.

Flere mænd end kvinder

Mange steder på nettet kan man se klip af unge mænd, der car-surfer på toppen af biler, og ofte er det netop mænd, man ser udføre car-surfing og andre livsfarlige lege.

- Lige omkring car-surfing er det sjældent, at man ser kvinder ovenpå bilen, eller at man helt generelt ser kvinder, der slår sig ihjel i trafikken ved at lave den her slags risikohandlinger, siger Kevin Mogensen.

- Det er et spørgsmål om, hvorfor mænd hopper op på taget af bilerne i stedet for at blive i bilerne.

Kevin Mogensen mener, at de sociale medier kan være med til at få flere unge til at kaste sig ud i de livsfarlige lege. 

- Jeg tror, at de unge mennesker spejler sig i de billeder, som medierne og internettet flyder over med. Der er masser eksempler på, at mænd laver stunts og supermandshelte-bedrifter og overlever, så medierne kan være en måde, hvor de kan udtrykke og vise, at de i deres verden er rigtige mænd, siger Kevin Mogensen.