Forsker: Sælg småøerne til de rige

De danske småøer er alt for dyre for kommunerne, mener forsker, som foreslår, at man lader eksempelvis rige tyskere eller russere købe dem.

060815Faerge.jpg

Luk de mindste øer og sæt dem til salg, så danske og udenlandske erhvervsfolk, rigmænd og fonde kan gøre øerne til jagtreservater, kurbade, welnesspensionater, kongrescentre eller eksklusive kasino-øer.

Sådan lyder et forslag fra forsker og lektor Jørgen Møller fra Aalborg Universitet.

I dagens udgave af Politiken kalder han det galimatias at holde liv i de mindste øsamfund, hvor "en håndfuld beboere skal serviceres med færgefart, skoler og anden kommunal service". Det ganske enkelt alt for dyrt for kommunerne, mener han.

- Jeg tror på, at der er mere fornuft, økonomi og arbejdspladser i at lade professionelle investorer købe og drive øerne, eksempelvis som ferieområder og naturparker. Det kunne også være nogle af de rige russere, der køber fodboldklubber i England, det kunne være tyskere med hang til dansk natur og hav - eller det kunne være dansk kapital, der blev sat i arbejde på denne måde, siger Jørgen Møller til Politiken.

Den nordjyske forsker er en aktiv debattør om udviklingen i de danske landdistrikter og har tidligere været fremme med forslag om at nedlægge det, som han kalder taber-landsbyer.