Forsker: Pape giver urigtige oplysninger i fodboldsag

Søren Pape taler usandt, når han kalder salg af navnesponsorat for markedsføring, vurderer arbejdsmarkedsforsker.

SorenPape.jpg

Det er direkte forkert, når den nyudnævnte konservative leder og afgående Viborg-borgmester, Søren Pape Poulsen, siger, at Viborg Kommunes salg af navnerettighederne til Viborg FF's hjemmebane skal betragtes som markedsføring - ikke ulovlig støtte.

Sådan lyder vurderingen fra arbejdsmarkedsforsker med speciale i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

- Han giver urigtige oplysninger til offentligheden. Han har lavet en ulovlig handling og tror, at han kan dække sig ind ved at sige, at det er et politisk ønske. Her er der tale om jura og lov, siger Henning Jørgensen til Ritzau.

Tilbage i 2011 pålagde Søren Pape Poulsen med Viborg Byråd i ryggen det kommunalt ejede energiselskab Energi Viborg at købe et navnesponsorat hos fodboldklubben til over tre millioner kroner.

Klubben manglede på dette tidspunkt penge, men Pape har gentagne gange afvist, at der er tale om økonomisk støtte. Derimod er der tale om markedsføring af Energi Viborg.

Men den udtalelse kan ikke være mere forkert, mener Henning Jørgensen.

- Det er tale om en håndsrækning til Viborg FF, og det er ulovligt. En kommune må aldrig gå ind og støtte en enkelt, kommerciel virksomhed, siger han.

Statsforvaltningen kom i april med sit syn på sagen. Her blev Viborg Byråds beslutning kaldt for "uforsvarlig" og direkte imod den kommunale styrelseslov.

Henning Jørgensen mener, at sagen er af så grov karakter, at Statsforvaltningen kan ende med at rejse en straffesag.

/ritzau/