Forsker: Opholdsforbud kan hindre vej ud af kriminelt miljø

Bandepakken er ikke gennemtænkt, hvis den skal hive personer ud af rocker- og bandemiljøer, siger forsker.

Foto: Casper Roslyng, TV MIDTVEST

Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har med deres nye bandepakke måske gjort vejen ud af rocker- og bandemiljøer sværere.
    
Det vurderer Line Lerche Mørck, der er professor på Aarhus Universitet og har forsket i at forlade bandemiljøer.
    
- Man har ikke tænkt igennem, at man også lukker nogle af vejene ud af de her miljøer, siger hun.
    
Ifølge forskeren viser tal fra Justitsministeriets forskningskontor, at et stort flertal af de personer, som forlader rocker- eller bandemiljøer, gør det uden om et exitprogram.
    
Det er de personer, som Line Lerche Mørck er bekymret for. Det er særligt ét element af bandepakken, som hun mener, gør vejen ud af miljøerne svær.
    
Partierne bag aftalen vil gøre det forbudt for personer, der er dømt for at overtræde bandebestemmelsen, at vende tilbage til det område, de har begået kriminaliteten i.
    
Dermed kan de ifølge Line Lerche Mørck blive afskåret fra deres motivationsfaktor.
    
- En af motivationerne er ofte, at man bliver far og har en familie, siger hun.
    
- Hvis man ikke kan besøge sit barn, sine forældre eller sin familie, fordi de bor i det område, så risikerer vi at skabe nogle mennesker, der er isolerede og ikke har nogle kontakter.
    
- Sådan nogle mennesker er rigtig desperate. De er farligere end mennesker, der har noget at tabe.