Forsker om kanon: Danskere kan kombinere frihed og fællesskab

Velfærd og frihed er danske grundværdier, understreger samfundsforsker, der dog savner demokrati på listen.

Michael Böss
Foto: Anders Munk Povlsen, TV MIDTVEST

Tusindvis af danskere har i en ny Danmarkskanon defineret velfærdssamfundet og frihed som de vigtigste samfundsværdier.
    
Ikke overraskende, mener Michael Böss, der er samfundsforsker og historiker ved Aarhus Universitet.
    
- At frihed og fællesskab begge ligger højt, bekræfter de iagttagelser, som samfundsforskere har gjort de seneste 20-30 år, lyder det fra Michael Böss.
    
- Det er måske netop karakteristisk for danskerne, at vi er i stand til at kombinere respekten for den enkeltes frihed med betydningen af fællesskabet.
    
Som kurator for den nye kanon har Michael Böss været med til at skære 2425 oprindelige forslag ned til de 20, der kunne stemmes om.
    
Foruden velfærdssamfundet og frihed har otte værdier fundet vej til listen. Kun en enkelt værdi glimter ifølge samfundsforskeren ved sit fravær.
    
- Jeg er overrasket og faktisk også skuffet over, at demokratiet ikke kom med, for vi har en folkestyre- og demokratitradition, som er meget speciel, fordi vi har en høj grad af nærdemokrati.
    
- Vi føler måske ikke, at det er truet. Hvis man virkelig følte det, ville man nok pege på det, siger han.