Forsker: Der er for meget fokus på MRSA-bakterier

Husdyr-MRSA er kun en lille del af et stort problem med antibiotikaresistente bakterier, mener professor.

Gris.jpg

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har lavet et oplæg til en handlingsplan, der skal bekæmpe den smitsomme såkaldte husdyr-MRSA. Men i kampen mod resistens over for antibiotika bør man ikke kun have øje for MRSA-bakterierne.

Det mener Frank Aarestrup, professor og leder af forskningsgruppen for genetisk epidemiologi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

- Det er ærgerligt, at der er så meget fokus på MRSA, for det er ikke det største resistensproblem, siger han.

Ifølge Frank Aarestrup udgør antibiotikaresistente MRSA-bakterier kun en lille del af de mange forskellige bakterier, der kan blive resistente over for blandt andet penicillin.

Antibiotikaresistens er generelt et alvorligt problem, og det er virkelig vigtigt, at man mindsker forbruget af antibiotika i landbruget, fordi man på den måde begrænser udviklingen af bakterier, der er resistente, mener Frank Aarestrup.

Derfor er han da også glad for, at fødevareminister Dan Jørgensen (S) vil reducere antibiotikaforbruget til svin med 15 procent fra 2015 til 2018.

Men Frank Aarestrup mener ikke, at en reduktion på 15 procent vil gøre en stor forskel.

Desuden savner han forskning, der undersøger, hvorfor multiresistente bakterier overhovedet findes i dansk landbrug. Uden den viden kan man kun symptombehandle og ikke fjerne problemet permanent, mener han.

- Man undlader i handlingsplanen at tage fat i den grundlæggende biologi, hvor man finder ud af, hvorfor MRSA-bakterierne overhovedet er til stede, siger Frank Aarestrup.

- Man kan ikke fjerne noget, hvis man ikke ved, hvorfor det er der, siger han.

Han anbefaler, at man kortlægger, hvilke landbrugsbesætninger der er ramt af antibiotikaresistente bakterier, og at man finder ud af, hvad der kendetegner de landbrug, der er gået fri af de frygtede bakterier.

Ud over at mindske forbruget af antibiotika foreslår fødevareministeren hygiejnetiltag for alle, der arbejder i svinestalde, overvågningsprogrammer for udviklingen i husdyr-MRSA og styrket forskning i smitteveje og alternativer til antibiotika.

/ritzau/