Forskel på tolkning af afbrændingsforbud: - Det er ikke retfærdigt

Det er forskelligt, hvordan brandvæsenet tolker afbrændingsforbuddet. Bare med 30 kilometers afstand er der forskel på, om erhvervsdrivende må lave helstegt pattegris.

Hos Slagter Lange er den store grill pakket væk. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Det er højsæson for grill og helstegt pattegris. Men afbrændingsforbuddet sætter en stopper for grillkullene rundt om i landet.

Hos Slagter Lange i Holstebro har man derfor været nødt til at køre den store grill væk, og deres pattegrise må i stedet tilberedes i ovnen.

- At det bare kommer i termokasser nu, det er jo en helt anden forskel, siger Mudi Ruanprankaew, der arbejder hos Slagter Lange i Holstebro.

Afbrændingsforbuddet dækker hele landet, men der er dog stor forskel på, hvordan beredskaberne forholder sig til forbuddet.

Læs også Trods afbrændingsforbud: Butikker sælger stadig grillkul

Forskellige regler hos beredskaberne

I Holstebro er det Nordvestjyllands Brandvæsen, der står for kul-forbuddet.

- Vi har valgt, at vi synes, som naturen er nu, så er det uforsvarligt at bruge grillkul i vores område, siger beredskabschefen ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Claus Bo Nielsen.

Men bare 30 kilometer syd for Holstebro, på Vedersø Klit Badehotel, har de fået lov til at nyde den helstegte pattegris på grillen.

Det er ikke retfærdigt. Jeg synes, det er noget pjat, der er ikke så meget forskel.

Mudi Ruanprankaew, medarbejder, Slagter Lange. 

For her har Brand og Redning Midtvest valgt at lempe lidt på reglerne.

- De her store arrangementer, hvor man skal bespise måske flere hundrede mennesker, har det været svært at finde alternativer, så det har vi prøvet at imødekomme. Og så har vi nok en forventning om, at når det er professionelle, der står med det, så er det nok noget, der bliver håndteret på en anden måde end hjemme i haven eller i sommerhus, siger Michael Jakobsen, der er afdelingsleder for forebyggelse og myndighed ved Brand og Redning Midtvest.

- Det gør det sjovere, at man kan grille. Vi har set en del gå forbi og tage billeder. Det er også sjovere for børnene, siger forpagter af Vedersø Klit Badehotel, Oliver Mogensen.

Uretfærdig forskel

Men at der er forskel på, hvad beredskaberne giver lov til, at medarbejderen hos Slagter Lange i Holstebro uforstående overfor.

- Det er ikke retfærdigt. Jeg synes, det er noget pjat, der er ikke så meget forskel, siger Mudi Ruanprankaew fra Slagter Lange.

Nordvestjyllands Brandvæsen ser dog det fuldstændige forbud som den eneste løsning.

- Vi gør det her helt bevidst, og vi beklager meget, at vi generer erhvervslivet, men på grund af den ekstreme brandfare, der er, så føler vi ikke, det er forsvarligt at bruge kul i vores område, siger Claus Bo Nielsen.

02:16

Der er stor forskel på, hvordan brandvæsenet tolker afbrændingsforbuddet. Hos Brand og Redning Midtvest må erhvervsdrivende gerne tænde op i kulgrillen - 30 km derfra, i Holstebro, er det total forbudt.

Luk video