Forsalget til Ringkøbing Fjord Jazzfestival slår rekord

Det er syvende gang, at Ringkøbing Fjord Jazz Festival sender sine toner ud over Stauning Havn. I år slår forsalget af billetter rekord.

Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Om mindre end én uge åbner Ringkøbing Fjord Jazz Festival op for sluserne ved Stauning Havn og spiller op for gæster fra nær og fjern. Og hvis forsalget af billetter giver nogen indikation, så ser det ud til at blive en særdeles velbesøgt festival, forsalget har nemlig slået rekord.

- Vi oplever den største efterspørgsel på billetter nogensinde. På nuværende tidspunkt har vi solgt tæt på 1.400 billetter i forsalg. Det er fantastisk. Samtidig har vi heller aldrig oplevet en større efterspørgsel efter at ligge på vores camping-område, siger Karsten Andresen, der festivalens pladsansvarlige. 

Læs også Jazz-pris til Skive

Stiller med et stærkt program

Og det er ikke kun sidste års rekord dette års forsalg har slået. Det er i år syvende gang, at festivalen holdes, og forsalget i år er større end alle tidligere år. Det giver forhåbninger om, at festivalen bliver den mest besøgte nogensinde. Forsalget skal nemlig lægges sammen med de billetter, der sælges under festivalen.

Vi oplever den største efterspørgsel på billetter nogensinde. På nuværende tidspunkt har vi solgt tæt på 1.400 billetter i forsalg

Karsten Andresen, pladsansvarlig, Ringkøbing Fjord Jazz Festival

- Vi stiller med det stærkeste program hidtil, hvor vi præsenterer nogle af de bedste jazz-bands. Samtidig har vi styrket den alternative scene, hvor vi får besøg af store fest- og kopibands, og hvor vi for første gang også satser på den irske folkemusik. Vi har lyttet til ønskerne fra tidligere års gæster og trukket på vores egne erfaringer, og det tror vi på, er grunden til billetsalget indtil nu, siger Karsten Andresen, som fortsætter:

- Det lover rigtig godt, men det handler selvfølgelig også altid om vind og vejr. Der er vi dog altid optimistiske, og vi har hørt, at det skulle blive rigtig godt jazz-vejr, smiler Karsten Andresen, der samtidig fortæller, at al musikken på festivalen foregår i store telte. 

Læs også Ny jazz-festival på rekordtid

Jazz-festivalen løber af stablen d. 10.-12. august 2017.

Billetter kan købes i forsalg til og med onsdag den 9. august klokken 23.59, hvorefter billetter kan købes på pladsen. 

02:44

Sådan her så det ud ved jazzfestivalen i 2014.

Luk video