Fornyet håb for mælkebønder

Mælkepriserne steg tirsdag for anden gang i træk, nu håber landbruget på bedre tider.

maelkeboender.jpg

Der var godt nyt til mælkeproducenterne på den seneste mælke-auktion. Auktionen blev afholdt tirsdag, og prisen på mælk steg med 10,9 procent. Stigningen kommer oveni en stigning i august, hvor mælkeprisene steg 15,8 procent. Da var det første gang i fem måneder at prisen gik op.

Resultatet er et meget vigtigt signal om, at priserne i Europa kan ændre sig, vurderer rådgivningsvirksomheden LMO i Landbrugsavisen.

- Vi ser traditionelt, med fire-fem års mellemrum, en prisbund og derefter heldigvis også en pristop. Det er ikke til at sige noget endegyldigt om, hvor længe vi er på bunden, men jeg tror, at mælkeprisen lige nu har nået en prisbund og forsigtigt kan begynde at bevæge sig op igen, siger cheføkonom i LMO, Hans Fink til Landbrugsavisen.

El Niño

De bedre priser kan også skyldes, at mælkeproduktionen i New Zealand risikerer at få et slag, på grund af varmfronten "El Niño", der ødelægger græsproduktionen og dermed også produktionen af mælk.

- New Zealand fylder rigtigt meget på spotmarkedet for mælk, så når deres høst påvirkes i så høj grad, som det forventes, kan det reducere udbuddet og dermed give en prisstigning, som i sidste ende kan komme danske landmænd til gode, siger Hans Fink til Landbrugsavisen.