Formodet storsvindler fængslet

En 46-årig mand fra Brande er sigtet for bedrageri. Politiet mistænker ham for at sælge mobiltelefoner og vaskemaskiner på internettet, som han aldrig har leveret til køberne.

Anklageren regner med, at manden har bedraget i alt 307 kunder for et beløb på over 600.000 kroner. den 46-årige nægter sig skyldig. I retten sagde han, at det ikke havde været hans hensigt, at snyde de her kunder.

HAR DU KØBT EN TELEFON PÅ QXL I 2005, SOM ALDRIG KOM FREM? SEND EN MAIL TIL redaktionen@tvmidtvest.dk

Den 46-årige oprettede auktionerne på internetstedet QXL i 2005, mens han opholdt sig i Thailand. Han fortalte i retten, at han havde en fransk leverandør, og at han også havde betalt penge til leverandør.

I følge den sigtede har politiet en del af skylden for, at han ikke fik leveret varerne. Da politiet beslaglagde mandens penge, kunne han ikke betale for leveringen. Derfor fik kunderne ikke deres varer, forklarede han i retten.

Efterlyst

Den sigtede har været efterlyst over det meste af verden og har en dom på tre års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk, som han aldrig har afsonet.

Den 46-årige forlod landet lige efter han blev dømt i sin tid. Han har godt vist, at han var efterlyst, men har ikke ønsket at vende hjem. Den 46-årige brandit har været i Thailand i en periode, og de sidste fire år har han opholdt sig i Sydspanien, hvor han angiveligt har arbejdet under et falsk navn.

Manden fortalte i retten, at han tog fra Danmark fordi han og hans familie blev truet på livet.

Datter sigtet

Den formodede storsvindlers 24-årige datter er sigtet for medvirken i samme sag. Hun er ikke fængslet. Også en 44-årig mand er sigtet i sagen. han afsoner i øjeblikket en anden dom.

Den 46-årige mand fra Brande blev fængslet i fire uger.