Formodet flugtbilist melder sig ikke trods løfte

En mand, der mistænkes for at have kørt en bil, der var involveret i dødsulykke, har ikke som lovet meldt sig.

Midt- og Vestjyllands Politi har endnu ikke hørt fra den mand, der mistænker første bilen, da en 68-årig kvinde blev påkørt og dræbt i Silkeborg. Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Fredag aften blev en 68-årig kvinde dræbt i en trafikulykke i Silkeborg, hvor føreren af ulykkesbilen efterfølgende stak af.
    
Mandag fortalte en advokat, at hans klient - en 22-årig mand - der mistænkes for at have siddet bag rattet i bilen, ville melde sig selv i løbet af dagen. 
 

Læs også Efter flugtbilist-drab: Politiet har afhørt passager i bilen

Men mandag aften er han stadig ikke dukket op hos politiet.
    
- Vi får fat i ham i morgen, for vi skal tale med ham, lyder det fortrøstningsfuldt fra Carsten Henriksen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
    
Den efterlyste 22-årige mand fra Skive mistænkes for at være fører af en grøn Peugeot, som fredag aften ramte en 68-årig kvinde, der var ved at krydse Viborgvej i Silkeborg.
    
Ifølge politiets oplysninger kørte bilen med høj fart. Kørslen fortsatte trods ulykken, og bilen blev senere fundet forladt på H.C. Andersens Vej. 

Læs også Kvinde dræbt af flugtbilist: Flere gerningsmænd er identificeret

Politiet har allerede talt med to personer, som var med i bilen.
    
- I morgen er vi forhåbentlig meget klogere. Vi er jo nødt til at holde de tre forklaringer op mod de tekniske undersøgelser, sagde John Toft fra lokalpolitiet i Silkeborg tidligere mandag.
    
Føreren af bilen står blandt andet til en sigtelse for uagtsomt manddrab. Desuden er det strafbart at efterlade en person i hjælpeløs tilstand uden at komme vedkommende til undsætning.
    
/ritzau/