Formodede rumænske tricktyve varetægtsfængslet

Fredag lykkedes det politiet at anholde to formodede tricktyve. Lørdag blev de varetægtsfængslet i fire uger.

Retten,_Herning, skilt2.jpg

To rumænske mænd er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved retten i Herning.

De to mænd er sigtet for tre forskellige forhold, hvor de har stjålet forskellige personers dankort. I to af de tre tilfælde har de efterfølgende hævet flere tusinde kroner på kortet.

De to første tilfælde fandt sted i henholdsvis Struer og Aulum den 8. februar. I Struer lykkedes det tyvene at forvirre og stjæle et dankort, hvorefter de hævede 15.000 kroner. Senere samme dag slog de til i Aulum med samme fremgangsmetode. Denne gang hævede de 6000 kroner.

Fem dage senere, den 13. februar, forsøgte de sig igen i Videbæk. Her stjal de et dankort, men da de ikke havde afluret koden korrekt forinden, lykkedes det dem ikke at hæve penge.

Politiet har siden eftersøgt en bil, som de mener har forbindelse til tyvene, og fredag blev de to mænd så anholdt i København.

Under lørdagens grundlovsforhør erkendte mændene de tre forhold.