TV MIDTVEST

Formand for socialpædagoger: Vi kan ikke hegne det helt ind

En syvårig pige forsvandt søndag fra bostedet Egeskovhus og blev senere fundet druknet.

Ifølge en kredsformand for socialpædagoger er det umuligt at hegne alt inde og undgå ulykker som den, hvor en pige forsvandt fra et bosted og blev fundet druknet.

Ulykken som den, der skete søndag, hvor en syvårig pige blev fundet druknet i en sø i Hald Ege ved Viborg, efter hun forsvandt fra bostedet Egeskovhus, kan ifølge kredsformanden for socialpædagogerne i Midt- og Vestjylland ikke helt undgås.

- Denne her ulykke er dybt, dybt tragisk og dybt tragisk for familie, pårørende og et helt personale, men jeg tror ikke, sådan nogle ulykker helt kan undgås. Jeg tror ikke, vi kan hegne det helt ind og sige, at ulykker aldrig nogensinde sker her eller andre steder, siger Peter Sandkvist, kredsformand for socialpædagogerne i Midt- og Vestjylland.

Den multihandicappede pige var anbragt på Egeskovhus, som er et aflastningstilbud drevet af Viborg Kommune. Her bliver der lige som andre steder ofte overvejet, om overvågning er nødvendig.

Jeg tror ikke, sådan nogle ulykker helt kan undgås. Jeg tror ikke, vi kan hegne det helt ind og sige, at ulykker aldrig nogensinde sker her eller andre steder.

Peter Sandkvist, kredsformand for socialpædagogerne i Midt- og Vestjylland.

- Vi skal gøre alt det, vi kan. Vi skal overveje overvågning, og det har de gjort i Viborg. Det har personalet gjort i forgårs, for en uge siden og for en måned siden. Man overvejer hele tiden, hvordan man gør det bedst muligt og mest sikkert. Vi skal hele tiden være i gang med at finde de bedste løsninger og det mest sikre for børnene, siger Peter Sandkvist.

Kan ikke overvåge 24 timer i døgnet

Den syvårige pige forsvandt fra bostedet i Hald Ege ved 16-tiden søndag, og et par timer senere udsendte Midt- og Vestjyllands Politi en efterlysning med et billede af pigen. Klokken 22.31 fortalte politiet så i en pressemeddelelse, at en af politipatruljerne havde fundet pigen druknet i en lille sø i nærheden.

Læs også Udvalgsformand om drukneulykke: Vi er frygteligt kede af det

For at undgå lignende ulykker mener kredsformanden ikke, at man kan overvåge 24 timer i døgnet.

- Man kan ikke overvåge børn 24 timer i døgnet, og derfor er der et pres på personalet. Som socialpædagog lever vi med et pres, og så har vi nogle etiske værdier, som gør, at vi kan håndtere det, men det er en risiko, når man går på arbejde. Men det er ikke det samme som at sige, at så lever vi med, at der sker ulykker og tragiske hændelser som det her, men en realitet, siger Peter Sandkvist.

Egeskovhus har ikke fået færre midler de seneste år, og da pigen forsvandt, var der tre pædagoger på arbejde til syv børn. 

- Hvis vi skulle overvåge, så ville konsekvensen være, at vi så måske skal have sat kameraer sat op og kontrolrum, hvor vi lavede overvågning. Hvad er det for et samfund, vi gerne vil have og hvad vil vi gerne leve med? Det er der, hvor etikken kommer ind, og det er så den, man må arbejde med at få tilrettelagt på den arbejdsplads, man er på, siger han.

Viborg kommune sætter nu alt ind på, at en lignende ulykke aldrig kommer til at ske. 

02:20 Luk video

Læs også 7-årig fundet druknet