Formand om at holde på østeuropæere: Vi mangler arbejdskraft

Ringkøbing-Skjern Kommune vil gerne både beholde de østeuropæere, der allerede er i kommunen, samt tiltrække nye til området.

02:12

Efter mandagens konference i Ringkøbing-Skjern Kommune kan formanden for beskæftigelsesudvalget løfte sløret for lidt af det, der i fremtiden kan blive redskaberne til at sikre, at østeuropæerne slår sig ned og bliver permanent i kommunen. 

Ifølge udvalgsformanden er der mange aktører i spillet, men kommunen har en stor rolle og mulighed for at iværksætte nogle tiltag.

-  Man kan få fat i nogle ambassadører, dem der har været her i rigtig mange år, så de kan være med til at igangsætte noget. Man skal også have fat i arbejdsgiveren, som også skal medvirke til en god integration. Og så er der selvfølgelig de berørte personer, østeuropæerne selv, som skal med indover i forhold til foreningsliv og mange andre ting, siger Linda Nielsen (A), formand i beskæftigelsesudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Læs også Kommuner vil kapre østarbejdere

Formanden kan ikke sige helt præcist, hvad kommunen vil gøre fremover, men en ting er sikkert: Det er vigtigt for kommunen, at østeuropæerne bliver og ikke blot rejser hjem igen. 

- Vi mangler arbejdskraft i kommunen, og vi vil rigtig, rigtig gerne have folk til at bosætte sig også. Vi har lavet en bosætningskampagne, og den er jo for alle, så uanset om man er danske eller hvor man kommer fra i verden, så er det bare rigtig vigtigt, at folk bosætter sig her, siger Linda Nielsen til TV MIDTVEST. 

Se hele interviewet med Linda Nielsen i toppen af artiklen. 

Læs også Ringkøbing-Skjern Kommune vil gerne have flere som Tamara