Formand forlader Hanstholm Havn

Tirsdag blev Hanstholm Havns millionudvidelse godkendt af kommunalbestyrelsen i Thisted, og onsdag skal havnen have ny bestyrelsesformand.

Onsdag morgen har bestyrelsesformanden i Hansholm Havn, Martin Vestergaard, meddelt, at han forlader posten. Det kommer under et døgn efter, at kommunalbestyrelsen i Thisted tirsdag aften gav en kommunegaranti på et kæmpelån til 450 millioner kroner til udvidelsen af Hanstholm Havn.

Årsagen skyldes, at Martin Vestergaard ønsker at fokusere på sit job. Til dagligt er han topchef i rådgivningsfirmaet Bascon, der netop er blevet overtaget af rådgivningsvirksomheden COWI.

Netop overtagelsen er grunden til, at Martin Vestergaard forlader Hanstholm Havn. Ifølge Limfjord Update ønsker han at hellige sig jobbet, indtil hans jobsituation i forbindelse med overtagelsen er afklaret.

– Vi håber, det vil være muligt for Martin Vestergaard på et tidspunkt at vende tilbage og fortsætte det store arbejde, han hidtil har lagt i udviklingen af Hanstholm havn, siger borgmester Lene Kjelgaard Jensen til Limfjord Update.

Borgmesteren beklager den nu tidligere bestyrelsesformands afgang, men hun har fuld forståelse for beslutningen. I løbet af onsdag vil bestyrelsen præsenteret en ny bestyrelsesformand.