Formænd: LO og FTF's fusion styrker fagbevægelsens magt

LO og FTF glæder sig til at tale med én stemme over for politikere og arbejdsgivere, siger formændene.

Formanden for LO, Lizette Risgaard, glæder sig over fusionen mellem LO og FTF. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Det er to stolte, glade og lettede formænd for LO og FTF, der fredag har fået ja til at slå de to hovedorganisationer sammen.

- Det er mig en stor glæde at fortælle, at der både hos FTF og LO er stemt ja til en ny, stærk hovedorganisation, siger LO-formand Lizette Risgaard.

- Det er et klart mandat, vi har fået til at gå videre, siger hun på et pressemøde fredag i Odeon i Odense.

Læs også Pape får opbakning til erklæring om menneskeretsdomstol

Hun står også til at blive formand for den nye hovedorganisation, der træder i kraft 1. januar 2019 og bliver paraply for blandt andet 3F, HK, FOA, Danmarks Lærerforening og Dansk Metals medlemmer.

- Det stærke fællesskab i forhold til arbejdsgivere og politikere bliver styrket, ved at vi er 1,5 millioner lønmodtagere, som kan tale med én fast, stærk stemme, tilføjer formanden.

Ved sin side har hun Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF og kan se frem til en rolle som første næstformand efter fusionen.

- Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes. 71,4 procent af FTF's medlemmer stemte ja, selv om vi har haft medlemmer, der ikke var så begejstret. Men jeg synes, det er et meget markant ja, siger Bente Sorgenfrey.

- Det er en historisk dag for fagbevægelsen, tilføjer FTF-formanden.

FTF går ind i fusionen med et rimelig stabilt medlemstal, mens LO bløder omkring 20.000 medlemmer hvert år. Derfor er der brug for nytænkning, siger Bente Sorgenfrey.

Læs også Herning får ny skatteuddannelse

- Det at revitalisere fagbevægelsen ved at skabe en ny organisation, det kan være med til at give noget mere power og nogle flere muskler og dermed noget mere indflydelse for lønmodtagerne, siger formanden.

Den nye struktur har endnu ikke fået et navn, men det kommer snart, lover Lizette Risgaard.

- Vi har ikke brugt hverken store summer eller tid på at finde et nyt navn. Vi ville først have den her hovedorganisation på plads, og så skal I nok få et nyt navn stærkt og hurtigt, lover formanden.

/ritzau/