Forlig i sag om fyret havnedirektør

Den tidligere direktør på Hanstholm Havn, Birgitte Juhl, og Thisted Kommune har indgået forlig.

BIRGITTEJUHL.jpg

Birgitte Juhl slipper for yderligere tiltale, efter at hun d. 26. august blev bortvist fra sin stilling som direktør på Hanstholm Havn.

Et enigt byråd i Thisted Kommune, bortviste Birgitte Juhl, fordi hun havde betalt havnens tidligere bestyrelsesformand Poul Arne Jensen for konsulentbistand, selv om han i forvejen fik løn fra havnen.

Samtidig havde Poul Arne Jensen, uden at informere den øvrige bestyrelse, godkendt store bonusser til Birgitte Juhl, der sendte hende op på en årsløn omkring to millioner kroner.

Nu har sagens to parter indgået forlig for at afslutte sagen og for at undgå de menneskelige og økonomiske konsekvenser, som en retssag medfører.   

Birgitte Juhl har ikke fået løn siden bortvisningen, men forliget sikrer hende en erstatning for løntabet på 500.000 kroner.