Forlanger opgradering af rute 15

Det lokale erhvervsliv i Ringkøbing-Skjern lægger pres på transportministeren for at få udbygget rute 15 mellem Ringkøbing og Herning. FOTO: Google Maps

Vestjyske erhvervskræfter går nu til kamp for at få udvidet rute 15 mellem Ringkøbing og Herning til en 2+1 vej. Det vil sige en vej med tre spor, hvor der skiftevis er to spor i retning mod Herning og mod Ringkøbing, skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Tre spor vil give bedre mulighed for at overhale og dermed få trafikken til at glide bedre, lyder argumentet.

- Hvis vejen mellem Ringkøbing og Herning ikke bliver opgraderet, så bliver vi endnu mere udkant, end vi er i dag, siger Finn Juhl, koordinator i den lokale erhvervsorganisation Erhvervsvækst Ringkøbing til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Gruppen håber på med et fortsat pres på transportministeren at kunne få gang i vejbyggeriet i løbet af de næste to-tre år.