TV MIDTVEST

Forlader jobs og hund: Par stævner ud på flere års jordomrejse

Rejsen er planlagt. Nikolaj og Christina skal hele vejen rundt om jorden. Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

​Der er meget der skal være på plads, inden man forlader alt man kender for at følge drømmen.

I morgen sker det.

Nikolaj og Christina Rossing fra Thisted forlader alt de kender for at opleve verden. De skal være væk i to år og seks måneder, og før det kan lade sig gøre, så skal de absolut sidste detaljer være på plads.

- Det er en underlig følelse, fordi det der med at give en krammer og sige ’vi ses om to-tre år’, det er jo ikke til at forholde sig til, fortæller Christina Rossing.

Nikolaj og Christina Rossing har været sammen i otte år. For fire år siden købte de skibet FAIR og begyndte at planlægge drømmerejsen.

På kortet kan man følge Nikolaj og Christinas planlagte rute. Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Farvel til hverdagen

Huset lejer de ud indtil en køber melder sig, og jobbene som pædagog og industritekniker er opsagt.

Indtil videre er de væk i mindst 2,5 år, og imens må familie og venner nøjes med besøge dem undervejs. Julen skal blandt andet fejres i Caribien.

Selvom det er mærkeligt at rejse ud, så er de ikke i tvivl om, at det er nu, det skal være.

- Det er ikke til at vide, om nogen af os bliver syge om ti år, og så er det bare ikke muligt at tage sådan en tur her, siger Christina Rossing og tilføjer med et grin:

- Vores pensionsalder bliver 87 år alligevel, så der er alligevel intet liv efter pensionen.

Heldigvis støtter familien op om parrets store tur.

- Det bliver en fantastisk oplevelse. De vil altid tænke tilbage på det, er jeg helt sikker på. Men jeg kan også tænke på, om de så er færdige, når de kommer hjem igen, siger Nikolajs mor, Tinne Nielsen.

Hunden Taylor må dog blive hjemme i Danmark. Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Sælger båden

Når parret når New Zealand i november 2019, så er planen, at båden skal sælges.

- Så kan det være, at vi tager en autocamper i en måned i New Zealand eller Australien, det må vi se, siger Christina, mens Nikolaj indskyder, at de måske kunne finde på at finde arbejde.

De har i hvert fald ikke travlt med at nå hjem og stifte familie.

- Vi har et aktivt liv sammen og har prioriteret vores hobbies og ikke haft den der lyst til at få børn, så jeg tror ikke, at vi får nogen børn, siger Christina.

De har dog allerede et barn, som de bliver nødt til at efterlade. Hunden Taylor må blive hjemme, mens dens ejere tager afsted på drømmerejsen.

Hvis du vil følge med i Christina og Nikolajs store eventyr, så har parret både lavet en blog og en Facebook-side.

02:31 Luk video