Forholdsvis rolig nytårsnat

Nytårsaften uden store fyrværkeriskader på personer her i landsdelen. Til gengæld en del småbrande og et sommerhus er brændt ned til grunden.

FyrvaerkeriskadeHerning
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Der skete ingen store personskader med fyrværkeri nytårsnat i Midt- og Vestjylland. Sådan lyder meldingen søndag morgen fra Midt- og Vestjyllands Politi, som i øvrigt melder om en forholdsvis rolig nytårsaften og -nat.

- Vi har en del småbrande og en større brand. En enkelt voldssag og en sag om trusler mod tjenestemænd, forklarer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi,  Simon Skelkjær, til TV MIDTVEST.

I Hovvig udbrændte et stråtækt sommerhus efter en vildfaren raket endte i taget. Og i Favrskov brændte to andre bygninger ned til grunden.

Ifølge vagtchefen var der 34 anmeldelser om småbrande i den midt- og vestjyske politikreds.

I Herning sender en voldssag en 27-årig mand i grundlovsforhør i retten i dag. Han slog en 28-årig mand nogle knytnæveslag i ansigtet. Han er nu varetægtsfængslet frem til 26. januar på grund af tidligere straffesager for vold.

I Skive blev ambulancefolk og betjente truet af en beruset ung mand.