Forhøjet vandstand: DMI opfordrer til forsigtig færdsel langs kyster

DMI varsler om forhøjet vandstand langs den vestlige Limfjord, og på havnen i Thisted er de allerede ramt.

Torvet foran Café Salto i Thisted er oversvømmet. Foto: Kasper Alstrup

Torvet foran Café Salto i Thisted er oversvømmet. Foto: Kasper Alstrup

1 af 2

Flere af os havde nok drømt om en hvid jul. Sådan blev det ikke, og i Thy og Mors er de særligt uheldige. Her skal man ligefrem passe på ikke at få våde fødder.

DMI varsler nemlig om forhøjet vandstand flere steder langs den vestlige Limfjord -  fra Aggersundbroen og vestpå helt ud til Thyborøn. Det kan føre til lokale kystnære overvømmelser.

Et sted, der er blevet ramt af lidt mere vand end normalt, er torvet i Thisted. DMI skriver, at der forventes en vandstand mellem 1.2 og 1.4 meter over DVR (dansk vertikal reference).  

Desuden opfordrer de folk til at udvise forsigtighed, hvis man kører i bil eller færdes til fods i kystområder. Der varsles om forhøjet vandstand indtil klokken 23.00 søndag den 25. december.