Flere forgæves rekrutteringsforsøg i Vestjylland

Antallet af forgæves rekrutteringer er steget med hele 37 pct. fra 2015 til 2016.

010710_Jobcenter001.jpg

Den seneste arbejdsmarkedsbalance viser en stigning i antallet af forgæves rekrutteringer på hele 37 procent fra foråret 2015 til foråret 2016. Antallet af forgæves rekrutteringer er dog fortsat blot på 0,6 procent af den samlede beskæftigelse, det skriver det Regionale Arbejdsmarkedsråd i Vestjylland (RAR) i en pressemeddelelse. 

Det er især brancherne bygge og anlæg, landbrug, fiskeri, skovbrug, gartneri og dyrepleje samt hotel, restauration, køkken og kantine, der oplever forgæves rekrutteringer.

- At antallet af forgæves rekrutteringer stiger, og at der i flere brancher generelt opleves vanskeligheder ved at rekruttere arbejdskraft, er et klart signal om, at der er behov for fokus på at tiltrække og uddanne tilstrækkelig og kompetent arbejdskraft til Vestjylland, siger RAR formand John Hermansen i pressemeddelelsen.

Rekrutteringsproblemer kan hæmme vækst

En arbejdsløshed i Vestjylland på blot 2,9 procent, gør det ikke lettere at komme stigningen i den forgæves rekruttering til livs. Hvis rekrutteringsproblemerne ikke bliver håndteret, kan det hæmme potentiel vækst i Vestjylland.

 - Der er behov for en langsigtet og koordineret indsats, hvis Vestjylland skal have fuldt udbytte af opsvinget. Vi skal arbejde med en strategisk udvikling af arbejdskraften i Vestjylland. Det kan både foregå ved at opkvalificere ledige og beskæftigede, så de i højere grad er klædt på til at imødekomme arbejdsmarkedets krav. Men vi skal også arbejde på at tiltrække arbejdskraft fra andre områder, siger John Hermansen.