Foreslår superministerium for landdistrikter

Landdistrikterne fortjener mere politisk fokus, mener Steffen Damsgaard.

Foto: Arkiv

Hvis det står til formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard fra Lemvig, bør en politik for landdistrikterne spille en central rolle i dannelsen af en ny regering.

Damsgaard foreslår, at man laver et nyt superministerium for landdistrikter - et erhvervs, vækst, og landdistriktsministerium. 

Området har de seneste år hørt under flere forskellige ministerier - blandt andet Indenrigsministeriet og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Derfor er der efter fællesrådets opfattelse behov for et superministerium, der kan "skabe det nødvendige fokus".

- Det er vores klare overbevisning, at et sådant ministerium, der skal have ansvar for alle forhold vedrørende landdistrikter og regional udvikling, vil være en klar styrke, siger Steffen Damgaard i en pressemeddelelse.

Landdistrikternes Fællesråd beskriver sig selv som en partipolitisk neutral interesseorganisation, der kæmper for bedre forhold i landdistrikter og yderområder.