Arriva-aflysninger: Nu har forening fået nok

Foreningen Rådet for Bæredygtig Trafik vil have transportministeren til at gribe ind over for Arrivas aflysninger.

tog.jpg
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Sommerferien har givet store problemer for Arriva, der har måtte aflyse flere tog, fordi sygdom har gjort det svært for selskabet at skaffe personale nok.

Og nu er tålmodigheden hos foreningen Rådet for Bæredygtig Trafik ved at slippe op. De vil have transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen til at gribe ind over for togselskabet Arriva. Og har derfor sendt ham en mail med deres bekymring.

- Vi håber virkelig, at han kigger på det og tager det seriøst. Han må indkalde Arrivas ledelse og få en alvorlig snak, for vi frygter, at det bare vil fortsætte, siger næstformanden hos Rådet for Bæredygtig Trafik, Leif Kajberg.

Alene mandag morgen har Arriva aflyst tre togafgange. To afgange mellem Skjern og Struer er aflyst på grund af det, Arriva kalder materielproblemer. Et tog mellem Skjern og Herning er aflyst med samme begrundelse. 

Og med aflysningerne her til morgen, har Arriva aflyst i alt 14 togafgange den seneste uge. 

TV MIDTVEST har tidligere været i kontakt med Arriva for at få en forklaring. Det er især problemer med bemanding og at skaffe tog, der kan køre, som giver aflysningerne. 

- Så længe vi kører her hen over sommeren, så er vi nogle gange i en lidt mere sårbar situation, fordi der jo også er mange af vores medarbejdere, der afvikler ferie der, og derfor så er vi en anelse mere tyndt bemandet, sagde pressemedarbejder Morten Nissum Larsen til TV MIDTVEST den 20. juli.

Arriva har mere end 9.000 afgange på en måned. Og selskabet har tidligere understreget, at deres punktlighed overordnet set stadig er høj. Det formilder dog ikke næstformanden hos Rådet for Bæredygtig Trafik.

- Arriva kan jo åbenbart slippe afsted med det her, og hvis politikerne ikke taler med store bogstaver, så kan man jo frygte, at de bare vil fortsætte med at køre det her på den skæve facon, siger Leif Kajberg.