Forbud til tømrerfirma

Arbejdstilsynet har givet tømrerfirmaet Jens Mouritsens Efterfølger i Breum et forbud efter ulykke.

En 54-årig mand faldt mandag formiddag gennem et tag og ramte betongulvet seks meter længere nede med hovedet.

Nu har Arbejdstilsynet kigget på forholdene på den landejendom på Rybjergvej ved Kirkeby nær Roslev, hvor ulykken skete, og de kan konkludere, at sikkerheden ikke var i orden.

- Vi har undersøgt sagen, og vi givet firmaet et forbud mod at arbejde videre på ejendommen før sikkerheden er i orden, siger chef for Arbejdstilsynet i Midt- og Nordjylland, Gitte Møller Jensen.

Sagen ligger nu til juridisk vurdering, og Jens Mouritsens Efterfølger kan måske se frem til et retsligt efterspil.

Den 54-årige mand ligger stadig på traumecentret i Århus, og hans tilstand er stadig kritisk.