Forældre forlader skolebestyrelse i protest

Alle forældrene i skolebestyrelsen på Ellebækskolen forlader deres plads.

Ellebæk

Ellebækskolen i Holstebro står helt uden forældre i bestyrelsen, efter alle syv forældre torsdag aften besluttede at forlade skolebestyrelsen. Det er ikke skolen, de er utilfredse med, men derimod politikerne. 

- Når vi taler for døve ører gang på gang, ender det med, at vi sidder som en tantebestyrelse og legitimerer alt det, de kommer med, siger den nu tidligere formand for bestyrelsen Torben Sandholm til Dagbladet Holstebro-Struer. 

Den kollektive opsigelse kommer efter måneders arbejde med en ny skolestruktur. Forældrene på Ellebækskolen ønskede, at man fik en helt ny skole, men politikerne i Holstebro besluttede sig for, at de hellere ville renovere Birkelundsskolen. 

I et brev til Holstebro Kommunes politikere skriver forældrene, at det er manglende tillid, visioner og inddragelse, der ligger bag beslutningen.